Oplevelsen ved at synge i kor er helt unik. Det giver et helt særligt fællesskab at være sammen om at synge og skabe rytmer, melodier og harmonier sammen med andre. Her finder du kor for forskellige niveauer. Hvad enten du aldrig har sunget før, savner at genopfriske det, eller har sunget i kor i mange år, og ønsker noget mere ambitiøst, så findes der et kor til dig.
Alle korene herunder er i København og omegn
Kor for begyndere og let øvede
Korene her er åbne for alle og uden audition. Kontakt os herunder for en prøvetime, eller tilmeld dig via linket i de enkelte kor.
PUBKOR – en koraften, hvor der ikke er nogen forventninger, og hvor du kan komme og synge flerstemmigt sammen med andre på en afslappet måde med en drink i hånden. Konceptet har vundet stort frem i Norge og Sverige, og nu er turen kommet til Danmark. Det er mere end fællessang – det er flerstemmig sang for alle. I maj 2026 kan du prøve PUBkor i Rønne og i København.
POPkoret hos FOF – et kor for let øvede, hvor vi synger nye og gamle popsange og andre rytmiske genrer. Vi har bl.a. sunget Solhverv, Dancing on my own, Firework, We are family, I kissed a girl, Nine to five, Uprising, Blinding Lights.
Hver tirsdag kl 19.15-21 – Skolen ved søerne
RUC koret (for studerende og andre med tilknytning til RUC) – gratis
Hver tirsdag kl 16-17.30 – Roskilde Universitet
Torsdagskoret hos Rytmisk Center – et nyt kor for begyndere. Lær at synge i kor helt fra scratch. Vi synger flerstemmige lette rytmiske satser af bl.a. Mika, James Bay, Bette Midler, The Beatles og mange andre.
Hver anden torsdag, ulige uger, kl 16-17.50 – Østerbro
Fyraftenskoret hos Rytmisk Center – et sted for alle, der kan lide at synge – du behøver ikke “kunne synge”. Det er en festlig fredag eftermiddag, hvor vi synger fællessange, drikker en øl eller sodavand i baren, og synger et par enkelte korarrangementer. Det er sjovt og meningsfuldt med et hyggeligt fællesskab. Der er mulighed for at droppe ind til en enkelt aften og prøve det.
Hver anden fredag, ulige uger, kl 16.30-18.30 – Vesterbro
Kor for øvede og meget øvede
Untamed Vocals – en lille a cappella vokalgruppe af højt niveau. Vi søger dygtige og erfarne sangere. Vi synger bl.a. samisk joik og a cappella versioner af rytmiske sange som Oh Land, Imogene Heap, Coldplay m.fl. Vi arbejder desuden med VoPa og Circlesong, som er musik, der bliver skabt på stedet uden noder. Der holdes audition ved optagelse.
Hver torsdag 19-21.30 – Islands Brygge
Sing City – et nyt a cappella kor under FOF, for dig der har sunget i kor, og gerne vil synge i et mere engageret kor med fokus på at udvikle os i fællesskab og synge anderledes koncerter. Koret starter i september 2026
korogsang.dk/singcity
Untamed Vocals og Byklang kan hyres til koncerter og events. Kontakt os herunder.
Fællessang, flashmobs og andre events
Korogsang.dk inviterer ind imellem til fællessangsaftner eller events som flashmobs eller koncerter med en åben workshop, hvor du kan lære en sang og så synge med til koncerten.
Juleflashmob – sidste år lavede vi en juleflashmob. Måske kommer der en igen i år.
PUBKOR Kom og syng med til Danmarks første PUBKOR-event
22. maj – Rust, København
25. maj – Raschs Pakhuz, Rønne
Hvis du har spørgsmål eller vil tilmelde dig et event eller et kor, kan du udfylde nedenstående, og så vender vi tilbage hurtigst muligt.

