Nød lærer nøgen kvinde… at blive fortvivlet
Video produktion og lydproduktion har stået på min to-learn liste i flere år. Nu har corona-krisen tvunget mig ud i at arbejde med det, og i den proces har jeg opdaget, hvor meget man kan lære sig selv ved hjælp af YouTube tutorials – men også hvor mange begrænsninger der er, når det man skal lære er meget specifikt – og ikke mindst hvor mange grå hår man får, når ting lige pludselig ikke virker, og man faktisk ikke aner, hvad man har gjort forkert.
Det sidste var jeg ude for med min video til koret NurSing. Lige da jeg troede jeg var færdig med lyd og billede, og egentlig bare skulle lægge lydfilen ind, så rykkede alle videoer sig i forhold til hinanden, og jeg kunne af en eller anden grund ikke fortryde. Så nu måtte jeg helt forfra med processen med at synkronisere alle videoerne. Og da jeg også var kommet til at slette lyden fra de enkelte videoer, så måtte jeg sidde og kigge på deres mundbevægelser og få det til at passe med et m eller b, når de lukkede munden osv. Det, jeg troede var en sidste times arbejde, viste sig at være 6 timers arbejde oveni. Heldigvis var jeg i god tid og nåede deadline alligevel.
Sådan kan det nemt gå, når man skal lære imens man arbejder med videoproduktion. Jeg vil på det varmeste anbefale, at man sørger for rigtig god tid, hvis man kaster sig ud i et DIY video-projekt som det her.
Brug de rigtige keywords
Men man kan som sagt lære sig selv mange ting ud fra tutorials, hvis man altså kan finde de rigtige. Den store udfordring er her, at man skal kende de rigtige keywords, som man kan søge på. Hvordan finder man f.eks. Videoer, der beskriver, hvordan man laver en korvideo med flere vinduer i et. ‘Windows’ eller ‘frames’ giver ikke rigtig de bedste resultater, så jeg måtte lave en del research for at finde ud af, at man skal tænke det som et ‘grid’ – altså et net. Og så kan søge på gridlines eller grid-overlay for at få noget software plugin til at gøre processen nemmere.
Derudover er der en masse fagbetegnelser, som man skal kende og forstå for at kunne arbejde med video-redigering. Jeg vil i denne blog gennemgå nogle af disse termer, så du kan få et overblik og et sted at starte ud fra.
Jeg i live
For nylig havde vi premiere på den første af 3 videoer fra 3 af mine kor. Det er fra koret NurSing, som har lavet en corona-indspilning af Jeg’ i live. Arrangementet er Line Groths, og hvis I ikke er bekendt med hende, laver hun fantastiske arrangementer, så lad det være et lille tip, hvis I skal finde gode kor-arrangementer.
Jeg vil gøre rede for nogle af de søgninger og nogle af de processer, jeg har været igennem for at lave videoen, og der vil også være nogle tips til, hvordan man arbejder.
Se videoen her:
Mit udstyr
Hardware:
Macbook pro med 2,9 GHz Quad-Core og 16 GB hukommelse
Software:
Final Cut pro X (FCPX)
Plugins: Gridpop fra FX Factory
Logic Pro X
Tip: Final Cut og Logic kan købes i en studiepakke til omkring 1500 kr hvilket gør disse programmer utroligt budgetvenlige.
Tips til FCPX
Min arbejdsgang (workflow):
- Vend videoer, der vender forkert INDEN du arbejder med dem i FCPX
Åbn videoen i Quicktime
Roter videoen med shift-cmd-R eller shift-cmd-L
Gem videoen cmd-S (Hvis det ikke virker, så eksporter den ved at klikke på Arkiv-Eksporter som og vælg format) - Definer tidslinje
Videoerne ordnes på tidslinjen, og den første video definerer tidslinjen, så sørg for at vælge den længste video først, eller den video, der starter tidligst. Hver video placeres på sin egen linje, og den øverste vil være den, der også ligger øverst og dækker for de andre. - Synkronisering: Vælg visning af lydsporet i stedet for billede, så er det nemmere at synkronisere. Hvis du har lavet et særskilt lydspor i f.eks. Logic, så læg det ind, så det passer til den første video, og synkroniser derefter de øvrige videoer til det.
For at lette arbejdet, kan man lægge et klap ind, MEN korsangerne vil have forskellig feeling for time, og det er vanskeligt at synkronisere DERES klap. Derfor skal det være et klap optaget på optage-sporet, og det vil altså kræve, at de skruer op for lyden, så den kan høres på optagelsen i starten, og dernæst skal der være tid til, at de kan skrue ned igen/tage høretelefoner på inden de skal synge, så resten af optagelsen ikke kommer med. Alternativt kan lyd og billede optages hver for sig, og så skal de på videoen agere at de synger, mens de afspiller lyden hørbart på optagelsen. - Framesize:
Størrelsen af videoerne (altså framesize (højde X bredde)) kan være meget forskellige, og for at skære dem præcis til, er det en god idé at se på forholdet. (Frame ratio) Videoer har i dag mange formater, og der er ikke en enkelt standard. Hvis du vil arbejde med kvadratiske frames, så kan du gøre det ved at skære den til med nøjagtig præcision ved at finde framesize på den enkelte video og så trække den korte side fra den lange side. Derefter skærer du det antal pixels fra på den lange side. (F.eks. 1280×720: her skæres 560 fra den lange side)
Brug inspector til at se, hvilket format videoen har.
Under Crop vælges Left og der noteres den værdi, der skal skæres i alt (f.eks. 560)
Vælg nu crop-trim og flyt billedrammen, så den har sangerens ansigt i midten.
Tryk Done - Brug et grid overlay. Du kan downloade en pakke med Generators som er en form for plugin til Final Cut Pro X her: https://www.rippletraining.com/products/free-plugins/legacy-generators/
En af dem er et grid, som kan lægges ind over filerne. Det kan bruges som pejlemærke for at korrigere videoernes placering.
- Har du brug for et bedre grid, kan du også bruge dette: https://www.bretfx.com/product/power-guides/
Det koster lige nu 10$ (ca. 70 kr), så det er væsentligt billigere end de fleste tilsvarende plugins.
- Endelig kan du også downloade dette plugin, som vil gøre arbejdet meget nemmere: https://fxfactory.com/info/gridpop/
Det koster 49$ (350 kr) og kan spare dig for en masse arbejde
Begreber der er gode at kende
Framerate (fps/frames per second):
Det er vigtigt, at der optages med samme framerate, da videoerne ellers kan komme ud af sync. 24 var standard på TV i mange år, og fungerer fint. Mange telefoner optager ved 30. 60 og 120 bruges særligt til slowmotion film. Derfor vil jeg anbefale at bruge 30 fps.
Audio sample rate:
Dette begreb kan give store udfordringer, hvis der ikke optages med samme sample rate. Typisk vil det være enten 44.100 eller 48.000. Forskellen er meget lille, så jeg plejer bare at bruge 44.100 som standard. Det vælger jeg også i projektet. På et tidspunkt i forløbet var jeg ude for, at lyden blev forsinket i forhold til billedet, og der var det netop sample-raten, der var synderen. Da jeg ændrede det i projektet, så faldt det på plads igen.
Rendering:
FCPX er enormt ressourcekrævende, og mens man arbejder kan man meget nemt løbe tør for hukommelse på computeren. En af grundene er, at FCPX konstant renderer en ny fil, når du afspiller bare en lille smule af dit projekt. Man kan slå rendering fra i indstillinger og man kan også slette ubenyttede renderede filer, der bare fylder på harddisken. Det er ret vigtigt at kende til det, for ikke at gå helt ned på hukommelse.
Afsluttende bemærkninger
Jeg håber, at disse tip kan være en hjælp til nogen. Skriv endelig en bemærkning, hvis du selv har gode tip eller spørgsmål.