Modgiften mod din dårlige samvittighed

Lad os lige starte med et spørgsmål.

Hvad har du gjort i dag (eller i den sidste uge), som du er stolt af? Det kan være en lille ting, som at være kommet ud af sengen, have taget noget lækkert tøj på, eller have spist sundt. Det kan også være at have øvet en skala, afsluttet et arrangement, løbet 10 km eller doneret penge til et velgørende formål. Hvad som helst. Bare find en enkelt ting – stor eller lille. Overvej det mens du læser videre.

Spørgsmålet er samtidig et lille tip, som du kan bruge som dagens mantra, eller som du kan arbejde ind i dine daglige rutiner.

Energien fra koret, musikken og koncerter

Vi korledere har en gang imellem brug for at føle, at det vi gør, har en betydning for andre mennesker. Det er trods alt det, vores arbejde handler om – at få andre mennesker til at synge og føle glæde ved sangen. Hvor skal den bekræftelse komme fra, når vi ikke møder koret hver uge? Selvom vi evt. møder koret online, så er det svært at mærke de andre sangere, og vi får ikke den samme respons, som vi er vant til fra en korøver.

Jeg kan sige at meget af min grund til at være korleder er lige præcis den respons, den kraft og energi, man går hjem med efter en god korøver. Der sker også noget hos sangerne, når de kan mærke hinandens energi og tilsammen skaber musik i rummet. Når det går godt, er der en wow-følelse hos sangerne. Denne fornemmelse vil også ofte indfinde sig til en koncert, hvor koncentrationen er høj, og hvor alting går op i en højere enhed. Den enkelte sanger bliver stolt af at være en del af den musikalske formåen, og korlederen kan også føle stolthed over, at have været med til at bringe koret derhen. 

Hvis det generelt går godt til koncerter, eller sangerne har en fornemmelse af, at dette kor skiller sig ud – det kan være socialt eller musikalsk eller på anden måde, hvor koret kan noget særligt – ja, så følger der også en følelse af stolthed med ved at være en del af dette kor. Der er en identitetsfølelse, som udmunder sig i noget stolthed, og som igen knytter sangerne stærkere til koret.

Pligter og dårlig samvittighed

Tiden imellem korøverne og koncerterne går med at øve sig og forberede sig. Her kan vi – både sangere og korledere – blive ramt af dårlig samvittighed. Har vi øvet nok? Kunne vi have forberedt os lidt bedre? Er vi nu klar til at vise det til andre?

Og vi ved det godt: Vi kan altid forberede os bedre end vi har. Men vi ved også hvor stor en forskel det kan gøre at have øvet sig lidt modsat slet ikke at have øvet sig. Nogle gange er det blot det, at man lige har brugt en time på at sætte sig ind i det på forhånd, der kan gøre den store forskel til en øver eller en koncert. Men selv med den viden, så kan vi være plaget af den dårlige samvittighed over, at vi ikke føler, vi har gjort nok.

Her i corona-tiden går der endnu længere tid. Den tid kunne vi bruge på at forberede os endnu bedre til vi skal igang igen. Men det kan være vanskeligt, når vi ikke har de ugentlige øvere. Hvis vi øver online kan det også være svært, når man ikke mærker energien fra koret eller kan høre det flotte musikalske resultat af en korøver. 

Tilbage står altså den dårlige samvittighed, og bliver ikke mødt af stoltheden og energien fra arbejdet med koret.

Stolthed som modgift

Der er ikke meget der kan erstatte det rush af energi som en live korøver eller en koncert giver. Det ved vi både som sangere og som korledere. Men vi kan gøre nogle andre ting for at få lidt af energien tilbage. Tænk tilbage på spørgsmålet i starten af dette indlæg. Hvordan var det at tænke over, hvad der har gjort dig stolt? Det er et af de spørgsmål, som jeg kunne stille mine korsangere i starten af en online øver, og det får dem til at tænke på dem selv på en anden måde, og dele noget med hinanden, som de ellers ikke ville. Bonus er at det giver forbundethed i en corona-tid.

Men jeg stiller det også til mig selv. Hvad har du gjort i dag, som du er stolt af? Kan du arbejde det ind i dine daglige rutiner? Du er måske stolt af, at være stået op tidligere end vækkeuret ringede. Eller måske bare for i det hele taget at være stået op i dag. Måske er du stolt af, at du har løbet en tur. Du kan være stolt af, at du fik sat et billede eller nogle hylder op på væggen, som du har villet gøre i lang tid. Måske er du stolt af, at du fik trænet din stemme godt, og lige fik styr på en vanskelig frase.

Prøv så at tænke videre. Hvad er du virkelig stolt af i dit liv? Er du stolt af den vej, livet har taget? Hvad med i morgen? Hvad vil du gøre, du kan være stolt af? Måske er det noget, du kan arbejde ind i din daglige rutine. Hvad kan gøre dig stolt af dig selv om et år?

Hvad får det dig til at føle? Måske kan du mærke den energi, der er i at være stolt af noget. Hvis du fokuserer på, hvad du er stolt af frem for, hvad du burde have gjort, så vil du få noget af den energi tilbage, som du savner fra de live korøvere.

Uperfekt

I Danmark kan det nogle gange være vanskeligt at sige højt, hvad man er stolt af ved sig selv. Der er en ydmyghed i vores kultur, og det er der også i musikverden. Måske skyldes det, at vi alle sammen er bevidste om vores egne mangler. Det er de færreste af os, der kan være Jacob Collier eller Pentatonix eller Freddie Mercury. Vi er ikke perfekte, vi får ikke altid øvet det, vi ved, vi burde. Vi har ikke den stemme, vi gerne ville have, eller vi laver for mange fejl. Der er masser af grunde til at tvivle på vores egne musikalske evner.

Men vi kan også være stolte – også selvom vi ikke er Jacob Collier. Vi kan være stolte af, hvor langt vi er kommet, hvor meget vi allerede har øvet. Hvad vi allerede har lært, og hvordan vi videregiver det til andre, så de også kan vokse som musikere og sangere.

Når du tillader dig selv at være stolt af noget, du har udført, så udløser du en kæmpe energi for dig selv. Det er den selvtillid og energi, du kan bruge til at skabe nye ting, og du kan også dele den med andre. Det er win-win.

Det næste skridt, du kan overveje er, hvordan du kan få andre til at føle sig stolte af sig selv. Hvordan kan du videregive den følelse af at være god til noget, og være stolt af dine handlinger? 

Hvad er den bedste måde at gøre det på?

Hvis du har nogle tanker angående dette emne, så smid en kommentar nedenfor!

Mad World

Det kan virkelig føles som om verden er blevet gal i de her tider. Og nogle gange, når ting føles sådan, så har man brug for at synge om det. Det har sangerne fra koret Koriosum valgt at gøre, og i samarbejde har vi lavet en video, der fint kan ses som en kommentar til corona-situationen.

Videoen ligner mange af de Virtuelt Kor-videoer, som bliver lanceret af mange kor for tiden – dog med et twist. 4 af sangerne står bag en lukket dør og åbner den for en kort stund for at invitere indenfor i deres egen lille mad world, som for os allesammen for tiden foregår bag de 4 vægge, vi kalder hjem. Her giver sangerne altså et indblik i deres lukkede corona-verden. Om det er den verden, der er “Mad” eller den omgivende verden, er svært at afgøre.

Jeg håber, I finder videoen lige så inspirerende, som det har været at lave den.

Skjulte referencer – kan du finde dem alle?

Koriosum er et kor, som altid har en let og humoristisk tone imellem sangerne. Det er skønt at være korleder for et kor af så glade mennesker. Udtrykket her er noget mere tungt, end ved de sange, de normalt synger. Derfor har de også valgt at krydre videoen med nogle små underspillede gimmicks, som kommenterer på teksten. Se om du kan finde dem allesammen og skriv i kommentaren hvilke referencer, du fanger.

Effekter

I denne video har jeg valgt at arbejde med lyden på en måde, hvor det bryder en smule med illusionen om, at deltagerne sidder i deres hjem og synger. Jeg har lagt rumklang på korsangerne. Der er kun ganske lidt rumklang på solisterne, mens koret i baggrunden lyder som om de står i en kæmpe kirke eller hal. Jeg synes det giver en spændende kontrast og en leg med realismen overfor drømmen, og det er også tro mod teksten og temaet i sangen.

Når man arbejder med virtuelt kor-videoer, så er det en god idé at bruge tid på lyden. Der er en balance i at få den til at fremstå naturlig, men samtidig rense den for støj og fejl. Det er vanskeligt for sangerne at levere det samme niveau, som de ville gøre til en koncert, hvor de er omgivet af andre sangere, som de kan støtte sig op af, og hvor de ikke er hæmmede af at synge i deres egen stue med naboer, som kan høre dem osv. Samtidig vil optageudstyr og begrænset teknisk behændighed forværre eller ændre på den lyd og klang, som deres stemme ville have i et rum med fri akustisk udfoldelse. 

De vigtigste processer i lydredigeringen

Som minimum anbefaler jeg, at man arbejder med at støjreducere, balancere sangerne volumen-mæssigt, panorering, og til sidst en smule equalizing. 

Tillige kan det være en god idé at bruge en kompresser og sætte noget rumklang på stemmerne.

Har man tid til det, er der mange detaljer man kan arbejde med. I logic pro er funktionen Flex-pitch god til at korrigere for intonations- og rytmefejl. Man kan også arbejde med at fjerne sprængansatser og eksplosive konsonanter, som kan give volumen-udslag gennem mikrofonen. 

Du kan læse mere om hvordan jeg har arbejdet med tidligere virtuelt kor-projekt her.