Modgiften mod din dårlige samvittighed

Lad os lige starte med et spørgsmål.

Hvad har du gjort i dag (eller i den sidste uge), som du er stolt af? Det kan være en lille ting, som at være kommet ud af sengen, have taget noget lækkert tøj på, eller have spist sundt. Det kan også være at have øvet en skala, afsluttet et arrangement, løbet 10 km eller doneret penge til et velgørende formål. Hvad som helst. Bare find en enkelt ting – stor eller lille. Overvej det mens du læser videre.

Spørgsmålet er samtidig et lille tip, som du kan bruge som dagens mantra, eller som du kan arbejde ind i dine daglige rutiner.

Energien fra koret, musikken og koncerter

Vi korledere har en gang imellem brug for at føle, at det vi gør, har en betydning for andre mennesker. Det er trods alt det, vores arbejde handler om – at få andre mennesker til at synge og føle glæde ved sangen. Hvor skal den bekræftelse komme fra, når vi ikke møder koret hver uge? Selvom vi evt. møder koret online, så er det svært at mærke de andre sangere, og vi får ikke den samme respons, som vi er vant til fra en korøver.

Jeg kan sige at meget af min grund til at være korleder er lige præcis den respons, den kraft og energi, man går hjem med efter en god korøver. Der sker også noget hos sangerne, når de kan mærke hinandens energi og tilsammen skaber musik i rummet. Når det går godt, er der en wow-følelse hos sangerne. Denne fornemmelse vil også ofte indfinde sig til en koncert, hvor koncentrationen er høj, og hvor alting går op i en højere enhed. Den enkelte sanger bliver stolt af at være en del af den musikalske formåen, og korlederen kan også føle stolthed over, at have været med til at bringe koret derhen. 

Hvis det generelt går godt til koncerter, eller sangerne har en fornemmelse af, at dette kor skiller sig ud – det kan være socialt eller musikalsk eller på anden måde, hvor koret kan noget særligt – ja, så følger der også en følelse af stolthed med ved at være en del af dette kor. Der er en identitetsfølelse, som udmunder sig i noget stolthed, og som igen knytter sangerne stærkere til koret.

Pligter og dårlig samvittighed

Tiden imellem korøverne og koncerterne går med at øve sig og forberede sig. Her kan vi – både sangere og korledere – blive ramt af dårlig samvittighed. Har vi øvet nok? Kunne vi have forberedt os lidt bedre? Er vi nu klar til at vise det til andre?

Og vi ved det godt: Vi kan altid forberede os bedre end vi har. Men vi ved også hvor stor en forskel det kan gøre at have øvet sig lidt modsat slet ikke at have øvet sig. Nogle gange er det blot det, at man lige har brugt en time på at sætte sig ind i det på forhånd, der kan gøre den store forskel til en øver eller en koncert. Men selv med den viden, så kan vi være plaget af den dårlige samvittighed over, at vi ikke føler, vi har gjort nok.

Her i corona-tiden går der endnu længere tid. Den tid kunne vi bruge på at forberede os endnu bedre til vi skal igang igen. Men det kan være vanskeligt, når vi ikke har de ugentlige øvere. Hvis vi øver online kan det også være svært, når man ikke mærker energien fra koret eller kan høre det flotte musikalske resultat af en korøver. 

Tilbage står altså den dårlige samvittighed, og bliver ikke mødt af stoltheden og energien fra arbejdet med koret.

Stolthed som modgift

Der er ikke meget der kan erstatte det rush af energi som en live korøver eller en koncert giver. Det ved vi både som sangere og som korledere. Men vi kan gøre nogle andre ting for at få lidt af energien tilbage. Tænk tilbage på spørgsmålet i starten af dette indlæg. Hvordan var det at tænke over, hvad der har gjort dig stolt? Det er et af de spørgsmål, som jeg kunne stille mine korsangere i starten af en online øver, og det får dem til at tænke på dem selv på en anden måde, og dele noget med hinanden, som de ellers ikke ville. Bonus er at det giver forbundethed i en corona-tid.

Men jeg stiller det også til mig selv. Hvad har du gjort i dag, som du er stolt af? Kan du arbejde det ind i dine daglige rutiner? Du er måske stolt af, at være stået op tidligere end vækkeuret ringede. Eller måske bare for i det hele taget at være stået op i dag. Måske er du stolt af, at du har løbet en tur. Du kan være stolt af, at du fik sat et billede eller nogle hylder op på væggen, som du har villet gøre i lang tid. Måske er du stolt af, at du fik trænet din stemme godt, og lige fik styr på en vanskelig frase.

Prøv så at tænke videre. Hvad er du virkelig stolt af i dit liv? Er du stolt af den vej, livet har taget? Hvad med i morgen? Hvad vil du gøre, du kan være stolt af? Måske er det noget, du kan arbejde ind i din daglige rutine. Hvad kan gøre dig stolt af dig selv om et år?

Hvad får det dig til at føle? Måske kan du mærke den energi, der er i at være stolt af noget. Hvis du fokuserer på, hvad du er stolt af frem for, hvad du burde have gjort, så vil du få noget af den energi tilbage, som du savner fra de live korøvere.

Uperfekt

I Danmark kan det nogle gange være vanskeligt at sige højt, hvad man er stolt af ved sig selv. Der er en ydmyghed i vores kultur, og det er der også i musikverden. Måske skyldes det, at vi alle sammen er bevidste om vores egne mangler. Det er de færreste af os, der kan være Jacob Collier eller Pentatonix eller Freddie Mercury. Vi er ikke perfekte, vi får ikke altid øvet det, vi ved, vi burde. Vi har ikke den stemme, vi gerne ville have, eller vi laver for mange fejl. Der er masser af grunde til at tvivle på vores egne musikalske evner.

Men vi kan også være stolte – også selvom vi ikke er Jacob Collier. Vi kan være stolte af, hvor langt vi er kommet, hvor meget vi allerede har øvet. Hvad vi allerede har lært, og hvordan vi videregiver det til andre, så de også kan vokse som musikere og sangere.

Når du tillader dig selv at være stolt af noget, du har udført, så udløser du en kæmpe energi for dig selv. Det er den selvtillid og energi, du kan bruge til at skabe nye ting, og du kan også dele den med andre. Det er win-win.

Det næste skridt, du kan overveje er, hvordan du kan få andre til at føle sig stolte af sig selv. Hvordan kan du videregive den følelse af at være god til noget, og være stolt af dine handlinger? 

Hvad er den bedste måde at gøre det på?

Hvis du har nogle tanker angående dette emne, så smid en kommentar nedenfor!

Godt tip til online korprøven: App’en Acapella

Den sidste uge har jeg arbejdet med at få mere aktivitet fra sangerne ind i den virtuelle korprøve. Sangerne savner at høre og mærke hinanden, og det er vigtigt for os, at vi i hver prøve får en smule kontakt med hinanden. Man kan naturligvis lade snakken gå, men med kun en times korprøve er det vigtigt, at vi fokuserer på musikken igennem det meste af korprøven.

Et godt tip er at bruge app’en Acapella. Den findes godt nok kun til iPhone og iPad, så dem med Android må springe over eller låne en telefon eller iPad af en ven. Det er også muligt at sangerne går sammen i små hold af 2-3 personer, og sidder sammen ved korprøven, og der kan man så låne telefon af hinanden.

Hvordan kan man bruge Acapella?

Acapella har mulighed for “collaboration”, hvor man kan optage en video og så lade de øvrige sangere lave en synkroniseret video til. Hver video kommer så i et samlet videobillede med små vinduer, som man på forhånd kan lave et udkast til antal og størrelse af vinduerne. Man kan have op til 9 stemmer, men i princippet kan man lave uendeligt mange, da man kan indsætte en færdig video med 9 stemmer, som et billede, og derefter optage en ny på de andre.

Sådan ser layoutet ud i Acapella app’en, når man har optaget en video. Her er der lagt en video ind som et billede og derefter optaget nye, for på den måde at få plads til flere end de 9 billeder, som app’en er begrænset til.

Gode idéer på op til 1 minut

Acapella app’en kan benyttes til at lave videoer af forskellig længde. Hvis man holder sig indenfor et minut, er det gratis. Det er rigeligt til at inspirere til kreativ udfoldelse og arbejde musikalsk med koret. Her er nogle forslag:

  • “Vilkårlig andenstemme”. Syng (eller lad en sanger) synge en frase. Lad en anden sanger lægge/improvisere en vilkårlig andenstemme til. (2 rammer)
  • “A Cappella” Syng (eller lad en sanger) synge omkvædet fra en sang fra repertoiret. Lad en eller to fra hver stemmegruppe synge deres stemme (3-8 rammer)
  • “Match min stemme”: Lad en sanger synge en frase og lad en anden sanger synge præcis det samme og matche deres klang, dynamik, udtale, accentuering osv. Aftal på forhånd hvilken parameter, der skal lyttes efter. (Øvelsen kan evt. startes online ved at lade en sanger unmute og lade de andre matche den valgte parameter) (2 rammer)
  • “Følg dirigenten” Diriger til et backing track (max 1 minut), og lad sangere synge til direktionen. Syng evt. selv til, hvis det hjælper dig. Du kan også slette din egen video til sidst og erstatte den med en sidste sanger. (2-8 rammer)
  • “Loop creator”: Syng eller lad en sanger synge et kort loop på 1-4 takter og lad de andre sangere tilføje et element. Det kan være en andenstemme, en modstemme, et groove, et beat, en modrytme eller noget helt andet. (2-5 rammer)
  • “Rytmeloop”. Ligesom loop creator. Her er det blot en rytme, der gentages, og de andre skal lave et modsvar til den rytme. Start simpelt med masser af plads til andres bidrag. Rytmen kan siges eller den kan trommes på kroppen eller på genstande i huset. (2-5 rammer)
  • “Navneloop”: Ligesom rytmeloop, men med et navnetwist. En person laver et loop med sit eget navn, og så gælder for den næste om at fylde sit navn ud. (2-5 rammer)
  • “VOPA”. Brug VOPA (Vocal Painting) til at lege med en frase fra en sang fra repertoiret eller en ny sang.

Eksempel på brug af VoPa i Acapella

Untamed Vocals viser hvordan man kan bruge VoPa i en sang. Her bruges bl.a. tegnene Energize, Externalize, Short notes, Long notes og Mute.

Du kan finde noderne til ovenstående sangøvelse her: sangøvelser

Hvordan virker Acapella collaboration?

  • Når du har downloadet app’en skal du oprette dig som bruger før du kan lave collaboration med andre. Det er gratis at oprette en profil, og du kan optage op til 1 minut gratis. Hvis du vælger at have abonnement koster det 79,- om måneden, og så kan du lave optagelser op til 10 minutter. Men 1 minut er som sagt rigeligt til at lave mange sjove øvelser.
  • Når du starter en optagelse kan du vælge hvordan layout’et skal være. Skal det vises på en telefon eller på en computerskærm? Hvis I bare optager for jeres egen skyld er det en god idé at have det i 4:5 format, så man kan se det på telefonen, men ellers er 16:9 formatet det bedste valg til video.
  • Vælg den tid, du regner med at bruge – og optag tiden ud. Du kan altid skære videoen til bagefter, hvis der er spildtid til sidst. 
  • Husk at tilslutte hovedtelefoner (helst ikke trådløse). Som den første er det ikke strengt nødvendigt, men de næste sangere skal bruge hovedtelefoner for at kunne lytte til optagelsen imens de synger
  • Vælg den ramme, du vil optage i selv, optag videoen og afslut ved at trykke OK, når du er tilfreds.
  • Nu kan du sende videoen videre (eller gemme den til senere brug! For at gøre det, vælger du Private og trykker på Mixcord Acapella ikonet). Vælg Collaboration og vælg hvordan du vil sende det videre til den første sanger. 
  • Det er vigtigt at have en rækkefølge. Send videoen til sanger #1, som optager og sender et nyt link videre til sanger #2. Til sidst sender den sidste sanger link til dig, så du kan afslutte det og dele den færdige video med sangerne.

Har du tips?

Har du nogle idéer eller tips til, hvordan man kan få mere aktivitet og musikalsk kontakt i online korprøver, så skriv en kommentar. Er der en app eller en metode, som du gerne vil have skal have fokus her i blog’en, så send en besked til korogsang.dk.

Korledere går sammen om videoundervisning i corona-slutspurten

Vi er sandsynligvis og forhåbentligvis kommet til slutspurten i corona-krisen. Den ser ud til at ramme korlivet endnu hårdere end i efteråret. Mange kor har brugt af deres korkasse, og flere har oplevet medlemsnedgang, ZOOM-kor har ikke fungeret for alle. Nu er det sidste seje træk kommet, hvor vi sandsynligvis ikke kommer til at kunne have nogen form for fysiske prøver i de første måneder.

Men nu er en håndfuld korledere, sangere og skuespillere gået sammen for at lave et projekt, som kommer flere kor og korsangere til gode. Et alternativ til de korprøver vi savner. På hjemmesiden www.coronakor.dk kan man finde en række undervisningsvideoer til korsangere.

Martin Jantzen er idémanden bag projektet og underviser selv i nodelære og rytmer. Han har siden www.martinjantzen.com

Martin Jantzen har samlet en række dygtige undervisere, og sammen har de skabt projekt Coronakor. I alt 11 videoer af cirka 45 minutters varighed hver, der spænder over både opvarmning, kropsbevidsthed, nodelære, sangteori og musikalsk fortolkning.

De indvolverede undervisere er

  • Ulrik Aabye-Hansen
  • Mie Brunberg
  • Anne C Lindahl
  • Sune Svanekier
  • Lone Selmer
  • samt en endnu ikke annonceret “Special Guest”!

Det fulde program ser sådan ud:

  1. støtte og klang med udgangspunkt i en lille let gospel melodi. ved jazzsangerinde Lone Selmer
  2. hørelære så man lærer at lave stemmer på øret udgangspunkt i samme gospelmelodi. Ved jazzsangerinde Lone Selmer
  3. Improsang så man bliver en bedre solist ved jazzsangerinde Lone Selmer
  4. Hvor gør man af sine arme og den mentale opvarmning. Ved skuespiller Sune Svanekier.
  5. Nodelære ved Ulrik Aabye-Hansen
  6. Nodelære ved Martin Jantzen
  7. Opvarmningsøvelser ved Anne C
  8. Skalaer og trinkendelser ved Anne C
  9. Den sunde vejrtrækning. Øvelser til at aktivere støtten og styrke ind- og udåndingsmuskler, forskel på hurtige, solistiske vejrtrækninger og koriske vejstrækninger, tips og tricks til det sidste. Ved Mie Brunberg
  10. Formidling af musikalske stemninger. Med udgangspunkt i en sang, arbejder vi med, hvad forskellige slags klang, forskellige tekstbetoning og udtale kan gøre ved stemningen. ved Mie Brunberg.
  11. Surpriceøver med speciel guest.

Idéen med videoprojektet

Martin Jantzen er idémanden bag projektet og er selv korleder for et kor i Lyngby. De manglede en god måde at holde koraktiviteten ved lige, når man ikke kan mødes fysisk, og derfor besluttede han at samle et hold af kvalificerede undervisere. Han mener, at det kan have en stor værdi for den enkelte sanger at blive fastholdt i jævnlige kor-øvelser, og han mener, at det kan være med til at give en fortsat følelse af tilknytning til koret.

Jeg synes personligt også videoerne kan mere end bare være et alternativ til en fysisk korprøve. Det er en unik mulighed for koret at opleve andre undervisere – og dermed andre tilgange til kor – end ved at have den samme korleder hver uge. Dermed kan koret og sangerne også vokse hver for sig, og udvikle deres forståelse for kor og sang.

Videoerne bliver “udgivet” en gang om ugen med start i uge 2, og i skrivende stund er der 2 videoer. Man kan vælge at se dem, når man vil, efter de er lagt op. Koret kan selv vælge, om de skal se dem “sammen” over f.eks. ZOOM, eller om medlemmerne bare vil se dem hver for sig, når tiden byder sig.

Anne C er blandt andet uddannet rytmisk korleder fra konservatoriet i Aalborg, og er altid sprængfyldt med energi.

Prisen for at få fat i disse videoer er 500 kroner for hele koret. (Eller 400 plus moms)

Martin understreger, at pengene går ubeskåret til de involverede undervisere, og at der ikke er en overordnet økonomisk model for at tjene penge på deres bidrag.

Ønsker man at være med som kor (eller evt. som enkeltperson), så kan man kontakte martinjantzen@me.com. For mere information er det også bare at kontakte Martin.

Korets energi

En af de mange positive grunde, man kan have til at synge i kor er den energi, man får ud af det. Jeg hører tit fra korsangere, at de var trætte, da de kom til kor, men de gik hjem med fornyet energi. Og det er endda selvom det tit er meget sent om aftenen, at man synger, og man har haft en lang dag, og måske skal hjem og sove bagefter. Jeg har selv samme oplevelse. Jeg kommer til koret, og er måske træt af hovedet af at have forberedt, har mange ting jeg skal tænke på, og så starter korprøven og efter de par timer i sang selskab, hvor jeg er på og dybt fokuseret og lægger al min energi i koret – så kommer jeg alligevel ud fra korprøven og er nærmest lidt høj og fyldt med energi.

Hvor kommer den energi fra? Og kan vi overføre den til ZOOM-kor eller er det en af de ting, vi må leve uden?

Jeg ser 4 steder energien kommer fra:

  1. Fra en selv
  2. Fra de andre korsangere
  3. Fra korlederen
  4. Fra musikken

1. Den energi vi hver især bidrager med er vigtig. Hvis jeg investerer min energi i sangen, så får jeg også energi tilbage. Når vi er på ZOOM kan det være svært at investere energi. Vi synger måske ikke så kraftigt, når vi ved, at naboen lytter med, og vi lever os måske ikke ind i musikken, når ingen kan høre eller vurdere, hvordan det lyder, og det virker måske meningsløst for den enkelte sanger at synge.

2. Energien fra de andre korsangere er selvsagt svært at skabe virtuelt. Det sociale er vigtigt, og det kan vi godt skabe, men det musikalske og lyden af et helt kor, der omringer os med brusende sang, kan vi virkelig savne. Dette element kan ikke erstattes, så vi må hente energien andetsteds fra.

3. En del af energien må komme fra korlederen. Dette betyder ikke, at vi som korledere nødvendigvis skal være energiske. Vi må blot være engagerede og indlevede i vores job med at formidle musikken for korsangerne. Ligesom at koret ikke altid synger højere, jo mere du svinger armene, så er det vigtigste at inspirere til at energien skal komme fra dem selv.

4. Det musik vi synger er i høj grad med til at give os energi. Der er en grund til, at dine korsangere synger i netop det kor, og en del af grunden er repertoiret. De er glade for at synge netop den type musik, I synger, og det er fordi det giver dem en helt særlig følelse. Så jo mere du kan engagere folk i det musik, du synger, jo større har de mulighed for at mærke musikken.

Disse to øvelser har jeg lavet med mine kor, for at give dem bevidsthed om hvilken indflydelse energien kan have på sangen og omvendt, og hvilken indflydelse, de selv har på energien:

Øvelse 1: Egen energi

  1. Vælg en sang – f.eks. Power Øvelse fra denne side.
  2. Bed koret synge en af stemmerne. Start med at synge med den energi, de har lige nu, og bed dem lægge mærke til, hvordan det føles.
  3. Bed dem om at synge med helt lav energi. Beskriv gerne et scenarie, som de kan relatere, hvor de er trætte og lade dem forestille sig det, mens de synger (lange zoom-møder, ingen søvn osv)
  4. Bed dem om at synge med høj energi og fuld indlevelse. Beskriv gerne et scenarie, hvor de er blevet bekræftet og har fået styrket deres selvtillid (forfremmelse, høj karakter osv) og lad dem forestille sig det, mens de synger.
  5. Bed dem beskrive forskellen – både hvad det gør for sangen og hvad det gør for den energi, de får tilbage.

Øvelse 2: Energi fra musikken

  1. Bed dem synge en sang med god energi. F.eks. Into the Unknown fra Frozen II
  2. Tal om musikkens betydning og historien bag ved (fra eksemplet ovenfor, er det en stemme der kalder på eventyr, der er eventyr og forventning i både melodi og tekst)
  3. Bed dem lægge mærke til, hvad musikken gør for deres egen energi
Facebook
Instagram