Døde poeters klub – en aften med gys, historie og fællessang
Umiddelbart er der måske ikke den store sammenhæng mellem halloween og fællessang. Halloween handler om mørke, spøgelser, uhygge og døden. Ved halloween vil vi gerne skræmmes og dyrke uhyggen. Fællessang forbindes ofte med lys, glæde, højskolesang og gode melodier i fællesskab.
Men hvad nu, hvis man blander de to ting?
Det var tanken, da Rytmisk Center på Vesterbro i København inviterede til Halloween-fællessang den 30. Oktober 2026. En aften, hvor vi skulle møde nogle af de store danske digtere og sangskrivere – men se dem fra en lidt anden side end den, vi normalt kender.
Vi kaldte det Døde poeters klub.
Mørket sænker sig
Allerede da gæsterne ankom, var stemningen sat. Lokalet var mørklagt, og ved klaveret sad pianisten med lukkede øjne – eller måske så han snarere ud, som om han var afgået ved døden.
Publikum fandt deres pladser i mørket – guidet ondskabsfuldt af korsangere fra Det Fede Fredagskor. Sangbøgerne var svære at læse, så mobiltelefonerne måtte tages i brug. Med små lysende lygter sad folk forventningsfuldt klar på stolene.
Og netop som alle havde sat sig til rette, hamrede pianisten hænderne ned i klaveret! Der gik et sæt igennem publikum. Så var vi igang.
Fem sange – fem historier fra mørket
Aftenens repertoire var hentet fra Højskolesangbogen, men med et lidt anderledes blik på sangenes ophavsmænd.
Vi begyndte med N.F.S. Grundtvig og Tag det sorte kors fra graven. De fleste kender ham som den store salmedigter, men hans liv var også præget af alvorlige psykiske kriser. Vi kom omkring hans voldsomme sammenbrud, hans tanker om døden og hans sidste hvilested – en krypt under en gravhøj på Køge Ås.
B.S. Ingemann stod for aftenens mere rendyrkede gys. Manden bag Dejlig er jorden skrev nemlig også gyserhistorier. I fortællingen Glasskabet møder vi en rig købmand, der får sin afdøde hustru balsameret og udstillet i et glasskab for at undgå at miste sin formue. Det går naturligvis ikke helt efter planen! Vi sang Tit er jeg glad og vil dog gerne græde, som fint beskriver dualiteten i følelserne, som til tider kan pege i to retninger samtidig.
Fra Ingemanns makabre univers bevægede vi os videre til Steen Steensen Blicher. I 1837 var han så alvorligt syg, at han troede, han skulle dø. Han skrev sit testamente og forberedte sig på afskeden med livet. Under sygdommen skrev han nogle af de digte, der senere blev samlet i Trækfuglene. Herfra stammer Sig nærmer tiden, da jeg må væk.
Emil Aarestrup bragte os ind i en mere mystisk og melankolsk verden. Han var både læge og digter, og i 1832 ledsagede han den alvorligt syge komtesse Amalie Raben på en rejse til Karlsbad. Hun døde undervejs i Dresden. Aarestrup skrev senere et digt til hendes minde. Vi sang Til en veninde, hvor trolddom, kærlighed og mystik mødes med flotte moderne toner fra Philip Faber.
Til sidst kom vi frem til Kim Larsen og Om lidt bli’r her stille. Med billedet af cirkusprinsessen, der står alene tilbage på linen, efter at publikum er gået hjem, talte vi om ensomheden og den stilhed, der venter, når forestillingen er forbi, og om hvordan noget af det uhyggeligste er, at blive efterladt alene.
En fejring af døden er også en fejring af livet
Men hvorfor egentlig synge om døden? Og hvorfor gøre det på Halloween?
Måske fordi døden og livet er uløseligt forbundet. En fejring af døden er også en fejring af livet. Det handler om at turde se på det, der er svært, og samtidig huske alt det, der gør livet værd at leve.
Musikken er med os ved nogle af livets største overgange. Den byder os velkommen, når vi kommer til verden, og den følger os, når vi tager afsked. Ved dåben og ved begravelsen er musikken med til at sætte ord og toner på det, som kan være svært at udtrykke.
Og måske er det netop her, fællessangen har sin styrke. Den kan rumme både glæde og sorg. For de to ting er ikke modsætninger. Vi kan godt være glade og sørge på samme tid. Vi kan synge om døden og samtidig mærke livet.
Det blev en aften med både historiefortælling, eftertanke, overraskelser og masser af fællessang. Vi legede med mørket, men gjorde det sammen.
For selv i uhyggen er der plads til hygge. Og selv når vi synger om døden, er det livet, vi fejrer.
