Korledere går sammen om videoundervisning i corona-slutspurten

Vi er sandsynligvis og forhåbentligvis kommet til slutspurten i corona-krisen. Den ser ud til at ramme korlivet endnu hårdere end i efteråret. Mange kor har brugt af deres korkasse, og flere har oplevet medlemsnedgang, ZOOM-kor har ikke fungeret for alle. Nu er det sidste seje træk kommet, hvor vi sandsynligvis ikke kommer til at kunne have nogen form for fysiske prøver i de første måneder.

Men nu er en håndfuld korledere, sangere og skuespillere gået sammen for at lave et projekt, som kommer flere kor og korsangere til gode. Et alternativ til de korprøver vi savner. På hjemmesiden www.coronakor.dk kan man finde en række undervisningsvideoer til korsangere.

Martin Jantzen er idémanden bag projektet og underviser selv i nodelære og rytmer. Han har siden www.martinjantzen.com

Martin Jantzen har samlet en række dygtige undervisere, og sammen har de skabt projekt Coronakor. I alt 11 videoer af cirka 45 minutters varighed hver, der spænder over både opvarmning, kropsbevidsthed, nodelære, sangteori og musikalsk fortolkning.

De indvolverede undervisere er

  • Ulrik Aabye-Hansen
  • Mie Brunberg
  • Anne C Lindahl
  • Sune Svanekier
  • Lone Selmer
  • samt en endnu ikke annonceret “Special Guest”!

Det fulde program ser sådan ud:

  1. støtte og klang med udgangspunkt i en lille let gospel melodi. ved jazzsangerinde Lone Selmer
  2. hørelære så man lærer at lave stemmer på øret udgangspunkt i samme gospelmelodi. Ved jazzsangerinde Lone Selmer
  3. Improsang så man bliver en bedre solist ved jazzsangerinde Lone Selmer
  4. Hvor gør man af sine arme og den mentale opvarmning. Ved skuespiller Sune Svanekier.
  5. Nodelære ved Ulrik Aabye-Hansen
  6. Nodelære ved Martin Jantzen
  7. Opvarmningsøvelser ved Anne C
  8. Skalaer og trinkendelser ved Anne C
  9. Den sunde vejrtrækning. Øvelser til at aktivere støtten og styrke ind- og udåndingsmuskler, forskel på hurtige, solistiske vejrtrækninger og koriske vejstrækninger, tips og tricks til det sidste. Ved Mie Brunberg
  10. Formidling af musikalske stemninger. Med udgangspunkt i en sang, arbejder vi med, hvad forskellige slags klang, forskellige tekstbetoning og udtale kan gøre ved stemningen. ved Mie Brunberg.
  11. Surpriceøver med speciel guest.

Idéen med videoprojektet

Martin Jantzen er idémanden bag projektet og er selv korleder for et kor i Lyngby. De manglede en god måde at holde koraktiviteten ved lige, når man ikke kan mødes fysisk, og derfor besluttede han at samle et hold af kvalificerede undervisere. Han mener, at det kan have en stor værdi for den enkelte sanger at blive fastholdt i jævnlige kor-øvelser, og han mener, at det kan være med til at give en fortsat følelse af tilknytning til koret.

Jeg synes personligt også videoerne kan mere end bare være et alternativ til en fysisk korprøve. Det er en unik mulighed for koret at opleve andre undervisere – og dermed andre tilgange til kor – end ved at have den samme korleder hver uge. Dermed kan koret og sangerne også vokse hver for sig, og udvikle deres forståelse for kor og sang.

Videoerne bliver “udgivet” en gang om ugen med start i uge 2, og i skrivende stund er der 2 videoer. Man kan vælge at se dem, når man vil, efter de er lagt op. Koret kan selv vælge, om de skal se dem “sammen” over f.eks. ZOOM, eller om medlemmerne bare vil se dem hver for sig, når tiden byder sig.

Anne C er blandt andet uddannet rytmisk korleder fra konservatoriet i Aalborg, og er altid sprængfyldt med energi.

Prisen for at få fat i disse videoer er 500 kroner for hele koret. (Eller 400 plus moms)

Martin understreger, at pengene går ubeskåret til de involverede undervisere, og at der ikke er en overordnet økonomisk model for at tjene penge på deres bidrag.

Ønsker man at være med som kor (eller evt. som enkeltperson), så kan man kontakte martinjantzen@me.com. For mere information er det også bare at kontakte Martin.

Julekoncert med restriktioner

Mange kor har valgt at aflyse julekoncerterne i år eller gennemføre dem som live-streamede koncerter uden publikum på grund af de vidtgående restriktioner for amatør-musiklivet.

I to af mine kor har vi valgt at gribe det anderledes an og således gennemføre en koncert i Kristkirken på Vesterbro med Koriosum og Beat that Blue.

Restriktionerne bebuder, at alle deltagere skal være siddende med hovedet i samme retning (mod en scene eller lignende) – både sangere og publikum, samt krav til afstand. 2 meter ved sang og 1 meter for publikum.

Det løser vi på følgende måde:

Korene sidder i kirken på “gulvet” med hovederne vendt mod alteret, hvorfra jeg dirigerer koncerten. Publikum vil sidde på balkonerne, med hovedet vendt ind mod salen og naturligt op mod alteret. Da de blot skal have en meter imellem, vil der være plads til ca. 60 publikummer i hver side, mens koret skal sidde mere spredt og derfor er alene om at sidde på bænkene i kirkerummet. (Vi regner dog med et noget mindre publikumsantal, og vurderer max antal inden vi lukker for mange ind).

Ved indgangen deles publikum op, således at dem, der har størst ønske om at overvære Beat that Blue går op i venstre side, og dem der har størst ønske om at overvære Koriosum går op i den højre side. 

Koret kommer ind og sætter sig, når dørene er lukkede. Alle har mundbind på, når de færdes indtil de sidder ned ved deres pladser. Koret synger siddende ved kirkebænkene, og publikum forskånes ganske for sangernes luftstrøm ved at sidde højt hævet over koret.

Koncerten kommer til at foregå onsdag den 9. december kl. 20, og det vil være en kort koncert på ca. 50 minutter. Koriosum vil synge a cappella et par pop/rock-sange og et par julesange, og Beat that Blue vil blive ledsaget på klaver ligeledes med et blandet repertoire.

Nye corona-tiltag: Hvad gør vi nu?

COVID-19 banker atter på døren og viser sit fæle ansigt over det danske land. Hver gang myndighederne slår på trommer og kalder til pressemøde sidder vi korledere på kanten af stolen og frygter det værste. Hvad sker der med vores korprøver i den næste tid? For ikke at tale om koncerter?

Fredag den 23. oktober lød der igen nyt fra det høje, og det var ikke lykkelige toner for korfolket. Det tidligere “lille forsamlingsforbud” er blevet nedjusteret til 10 personer, og det ser ud til* også at gælde for alle fritidstilbud, som tidligere ellers “kun” har haft særlige krav til eksempelvis afstand, afspritning osv. Disse regler gælder dog i denne omgang kun for aktiviteter for voksne – altså folk over 21. (*der er pr. dags dato ikke helt enighed i kormiljøet om hvorvidt tiltagene hundrede procent gælder for os, og der er indkaldt til sektormøde mandag den 26. oktober, hvor det gerne skulle blive helt afklaret).

Det er realiteterne de næste 4 uger: Vi må maksimalt samles 10 personer. Inklusiv korleder er det 9 sangere. For mange melder der sig altså spørgsmålet om hvordan hulan vi får det til at stemme med kor, som ofte har 20 eller 30 sangere eller endnu flere. Det spørgsmål er der sandsynligvis flere svar på!

Samfundssind

Det kommer jeg tilbage til om lidt, for der er først et andet spørgsmål, der har meldt sig hos mange: Skal vi droppe korprøverne helt og aldeles? Skal vi restituere og lade virus’en regere udenom korlivet? Skal vi vise samfundssind og simpelthen stå tiden ud uden korsang? Det er der delte meninger om. Min holdning er, at man skal være opmærksom på en ting:

Vi har også et andet ansvar her, som vi ikke må glemme. Vi skal som korledere facilitere noget, der er vigtigt i befolkningen: et aktivt fritidsliv. Vi har i disse tider i særdeleshed et medansvar for at de personer, der har meldt sig til at synge i vores kor, også så vidt muligt får den mulighed. For nogle er det måske deres eneste kontaktflade med andre mennesker. Det er ikke alle, der lige har op til 9 venner, de kan ses med, og selvom man har, er det vigtigt for vores mentale sundhed at opretholde vores fritidsliv.

Det afspejler myndighedernes regler også – at vi skal bevare de fritidsaktiviteter, vi kan. Så længe vi gør det ansvarligt og med hensyn til smittefare. Så hold antallet nede, men hvis vi på nogen måde kan, så lad os gennemføre korprøverne.

Hvad dælen gør vi så?

I foråret havde mange af os et møde med videokonference-programmet ZOOM. Vi gjorde os erfaringer, og mange konstaterede, at det simpelthen ikke fungerede til at varetage en korprøve. Det var for surt at sidde hjemme i stuen og synge til en enkelt ellers energisk korleders digitale famlen. For nogle fungerede det en smule, men det var nok de færreste, der syntes, at det var optimalt.

Jeg ser flere muligheder for at føre korprøver med 9 sangere ud i livet. Og ved flere af disse muligheder, tilføjer jeg en variant af ZOOM-øverne, som måske faktisk kan fungere. Det fungerer i hvert fald i mine kor: Vi laver en kombination af små hold og ZOOM-øver. Dem der ikke er med til prøven kan være med hjemmefra over ZOOM. Således får de ikke bare en kedelig 1-1 oplevelse, men de får faktisk fornemmelse af en korprøve og en korstemning mellem de tilstedeværende. Og det er i mine kor en afgørende forskel, der gør det sjovere for mange af deltagerne. Og så giver det som en bonus også en mulighed for dem, som er nervøse for at mødes live, at de stadig kan være med hjemmefra.

Man kan naturligvis også holde fast i live øvere med deltagere i grupper af 9. Det kan fungere for nogle kor bedre end den opdelte prøve. Herunder er nogle forslag til et par modeller.

  1. Vi mødes i stemmegrupper i små hold i løbet af en aften. Afhængigt af hvor stort koret er, kan man mødes f.eks. hele alt-gruppen eller halvdelen af altgruppen fra 19-19.45 og derefter sopran-gruppen 19.45-20.30 og så herre-gruppen fra 20.30-21.15. Det kan varieres efter størrelse, og fungerer bedst i mindre kor.
  2. Vi mødes i små blandede forudbestemte hold af 8-9 personer en hel aften. Hvert hold skiftes hver 2., 3., 4. eller 5. uge afhængigt af hvor stort koret er.
  3. Hvis koret er stort er det ikke sikkert, at nogen af disse løsninger er mulige/tilfredsstillende. Derfor er det en mulighed at tilføje livestreaming/videokonference (F.eks. ZOOM) til korprøven for de “hjemsendte”.
  4. Man kan også lave en ren ZOOM-øver, som nogle af os eksperimenterede med i foråret. Det kan ikke anbefales for alle kor, men for nogen kan det måske fungere i en mindre periode. Her kan man f.eks. bruge tiden til at gennemgå teori, og man kan som minimum opretholde en social kontakt og fornemmelse af at vi stadig er der og husker hinanden.

Hvordan gør vi med det der ZOOM?

Hvis man vil inkludere ZOOM i korprøven skal man huske, at man skal have:

  • En computer (med indbygget kamera – og selvfølgelig med ZOOM installeret)
  • Strøm til computeren (stik og evt. forlængerledning)
  • En stabil internetforbindelse (måske via telefonen, men allerbedst, hvis man kan have en kablet forbindelse)
  • Bruger man telefon som internetforbindelse, er det en god idé at have strømstik med til telefonen også.
  • Et sted at stille computeren, så alle kan se skærmen og så den filmer både korleder og nogle sangere.
  • Nice-to-have men ikke nødvendigt:
  • Et lydkort/sound interface,
  • Mikrofon (gerne en god kondensatormikrofon, som ikke er retningsbestemt men tager lyd bredt)
  • Et eksternt kamera med stativ (slet ikke nødvendigt, men det kan være rart at have, især i forhold til at alle skal kunne se skærmen)

ZOOM-deltagerne skal som udgangspunkt mute deres mikrofoner, men for at få en god korprøve er det vigtigt, at man også inkluderer de hjemsendte ZOOM-deltagere på lige fod med de tilstedeværende. Giv dem lidt opmærksomhed, og få dem til at sige hej med mikrofon tændt. Måske kan opvarmning også foregå med mikrofonen tændt. Spørg til dem, om de er med, eller om de ønsker at få uddybet ting, eller gennemgået en stemme igen. Man kan også lave nogle øvelser, hvor man kan få et par enkelte til at synge alene over ZOOM.

Det er min erfaring, at det er nok til at de kan få en god følelse af at være delvist med til korprøven. De kan selv vælge, hvor meget de synger med, men hvis der skal være fremgang i koret, er det vigtigt at så mange som muligt deltager aktivt også over ZOOM, så sørg endelig for at spørge til om de er med, så de føler, at de også skal præstere, og at det betyder noget, at de er der!

Kommentarer

Har du tanker eller kommentarer til dette indlæg, så er du velkommen til at skrive i kommentarfeltet. Hvis du ønsker uddybende information om ZOOM, kan du se nogle af de øvrige indlæg på siden eller spørge i kommentarsektionen.

Corona-information til kor

Er det bare mig, eller kan det være lidt svært at hitte rundt i de forskellige regler?

1 meter til siderne, to meter i sangretning? To meter til alle sider? Anbefalinger eller regler? Hvem bestemmer egentlig? Er det myndighedernes regler der gælder eller kirkens regler?

Det er en kamp at finde ud af, hvilke regler, der gælder for tiden, og ikke mindst om man bør være mere forsigtig end reglerne anbefaler, eller om man kan slække lidt på det hist og her?

Da jeg er korleder i 6 kor og vokalgrupper, så har jeg fundet ud af, at lave et fælles regelsæt for alle mine kor, og gøre opmærksom på min tilgang til disse regler. Jeg har listet reglerne ovenfor, og så har jeg formuleret en række overvejelser, som jeg har sendt samlet til mine kor.

Man bliver noget rundtosset af alle de regler, men det er min erfaring, at det er utroligt vigtigt at man holder fast i, at vi kun kan følge de regler, som sundhedsmyndighederne udstikker, fordi de til dels er dem, der har størst tilgang til information, og fordi man til dels så har sit på det tørre, hvis der skulle ske det værste, at mange i koret bliver smittet.

Heldigvis ser det faktisk ud til at virke, da der har været eksempler på kor, hvor der har været smittet iblandt, som har været til korprøver uden at smitte andre. Der er desværre også eksempler på det modsatte, men ved den information, der har været tilgængelig, ser det ud til at have været netop, hvor der var max en meter mellem sangerne under sang – ikke ved 2 meter.

Jeg håber så inderligt på, at vi kan gennemføre nogle koncerter i denne sæson. At synge for et publikum er jo det magiske ved at synge i kor, og det er ikke så spændende at blive i øvelokalet hele efteråret og vinteren. Men selv hvis vi ikke kan invitere publikum, så er det en mulighed at streame en koncert og synge i et koncertlokale med måske kun en kameramand til stede som publikum, og stadig få en oplevelse af en fælles korpræstation.

Facebook
Instagram